Handelsbetingelser Seerupgaard

I perioder af sæsonen kan du købe varer fra Seerupgaard ved at bestille via vores webbutik og afhente varerne på gården, eller du kan handle hos os, når vi i løbet af sæsonen holder arrangementer i vores gårdbutik eller vejbod.

Bestilling i webbutik, høst og afhentning

Vi høster som udgangspunkt hver morgen de varer, der er bestilt til den dag. Herefter pakkes varerne. Nogle varer kan dog være høstet til lager.

Adressen for afhentning er Fælledvej 120, 2791 Dragør.

Bestillings- og afhentningstider
Der kan bestilles varer op til 8 dage før den ønskede afhentningsdato. For at vi kan nå at planlægge næste morgens høst skal en bestilling indgå inden kl. 22 på aftenen før den ønskede afhentningsdato.

Afbestilling eller ændringer
Afbestilling eller ændringer til en bestilling kan foretages indtil kl. 22 aftenen før den ønskede afhentningsdato. Når en bestilling ændres rettidigt, sender vi en mail, der bekræfter denne ændring.

Betaling
Seerupgaard modtager betaling med dankort og e-dankort i vores webbutik. Vi trækker først betalingen for en bestilling, når ordren er udført. Ved medlemskaber trækkes betalingen ved tilmelding.

Alle priser på hjemmesiden er i dkk danske kroner og er inklusive moms og afgifter.

Seerupgaard krypterer dine kortoplysninger med den såkaldte SSL (Secure Socket Layer) protokol. Det betyder, at uvedkommende ikke kan aflæse dit kortnummer eller andre informationer under transaktionen med PBS.

Emballage
Vi pakker varerne i egnede poser, bakker m.v. afhængigt af varetype. Ekstra pris for poser kan forekomme.

Sæson
Åbningstiderne er sæsonbetingede og kan ses her på hjemmesiden eller på vores facebook side.

Friske varer
Vi ønsker at levere varerne så friske som muligt. Derfor behandler vi varerne meget skånsomt og vurderer ud fra varens type og vejrets påvirkning af varen, hvordan vi bedst kan bevare varerne friske, indtil de når hjem i jeres køkken. Fx ’pudser’ vi helst ikke løgene. Friske løg bliver trukket op af jorden om morgenen, jorden bankes af, og løgene bundtes og pakkes. Vi fjerner ikke den yderste skal på løget eller vasker dem, for at de skal se fine ud, sådan som man typisk ser det med supermarkedsvarer. For en sådan behandling ville bevirke at løget tørrer mere ud inden I får det hjem. Vi vil hellere, at I får løget med hjem, inklusiv den yderste skal og måske en lille rest jord på, fordi løget derved forbliver så frisk og saftspændt som muligt, til når I skal spise det. Der kan også forekomme huller i bladene på fx kål, dette er helt naturligt når man ikke benytter planteværn. Disse huller kan evt. skæres fra ved tilberedning, men når vi ikke fjerner alle huller mindsker vi også madspild

Forbehold
Grøntsagsproduktion er betinget af vejr og vind. Vi gør os umage med løbende at opdatere hjemmesiden i forhold til hvad der står flot på marken. Men det kan forekomme, at grøntsager bliver overmodne hurtigere end forventet eller at de ikke udvikler sig og bliver klar til salg så hurtigt som forventet. Derfor tager vi forbehold for udsolgte varer. Hvis marken ikke kan levere de bestilte varer, fratrækkes det relevante beløb fakturaen inden beløbet for den givne bestilling trækkes på kortet. Dette vil fremgå af den endelige faktura.

Fortrydelsesret
Der er ikke fortrydelsesret ved køb af fødevarer. Der kan foretages afbestilling eller ændringer til en bestilling jf. afsnit ovenfor. Efter kl. 22 på aftenen før afhentningsdatoen, bortfalder muligheden for at afbestille, lave ændringer til bestillingen eller fortryde sin bestilling.

Reklamation
Du har lov til at klage over fejl og mangler på en vare i op til to år efter du har købt den. Købelovens mangelsregler kan således finde anvendelse. Det gælder selvfølgelig kun, hvis det ikke er dig, der har behandlet varen forkert. For fødevarer begrænses reklamationsretten til varens naturlige holdbarhedsperiode.

Vi er kun interesseret i at levere topfriske og flotte varer. Vi bestræber os herpå. Men der kan jo ske fejl. Hvis du har hentet en vare, der ikke er i orden, så beder vi dig om hurtigst muligt, og gerne indenfor samme dag, at kontakte os pr. mail, så vi har mulighed for at rette op på fejlen til alles tilfredshed. Dette kan ske ved at du kan bytte den fejlbehæftede vare eller der kan refunderes et beløb svarende til værdien af denne vare.

Persondatapolitik
For at vi kan pakke og give besked om afhentning af varerne til dig, så gemmer vi dit navn, ordrenummer og email sammen med en given bestilling. Disse oplysninger vil fremgå af den ordreseddel, der følger de varer vi pakker til udlevering.

Vi gemmer ikke oplysninger om dine kreditkortnumre. Vi registrerer ikke personfølsomme oplysninger om dig. Vi giver ikke dine oplysninger videre til tredjemand.

Sikkerhed
Når du sender oplysninger til os via websitet, sker dette via ukrypterede forbindelser. Kun når du betaler online med betalingskort, sker dette via en krypteret forbindelse.

Klager
Vi håber I vil tale med os om evt. mangler og fejl i forbindelse med vores varer. For god ordens skyld er her kontaktoplysninger på Forbrugerklagenævnet, www.kfst.dk, Carl Jacobsens vej 35, 2500 Valby. Mail: kfst@kfst.dk.

Økologisk Arealtilskud
Seerupgaard har modtaget Økologisk Arealtilskud til at omlægge og drive vores landbrugsarealer økologisk. Formålet med tilskuddet er at øge det økologiske areal i Danmark og derved opnå en række fordele for miljøet og biodiversitet. Tilskuddet har bidraget til at hjælpe os igang med den to-årige omlægning til økologisk jordbrugsproduktion samt produktion og salg af økologisk producerede fødevarer.
Seerupgaards jord er fuldt omlagt til Økologi.